Beretning
Velkommen til Ulstrup Lokalråds ordinære generalforsamling til mere eller mindre vant dato og rammer. Det har vi glædet os til at holde, og jeg har især glædet mig til at lave denne beretning. Det har jeg aldrig prøvet før.
I det forgangne år har vi haft et helt særligt fokus – nemlig at involvere byens borgere endnu mere i nye tiltag og arrangementer. Vi ville, og vil fortsat, gøre os mere synlige i både byen, oplandet, men i særdeleshed også ved Favrskov Kommune herunder de lokale byrådsmedlemmer.
Vi skød året i gang med Danskernes Affaldsindsamling d. 2. april. Med hjælp fra 20 borgere fra byen blev der samlet skrald og ryddet op. Vi var egentlig ret positive den dag. For der var ikke ret meget skrald. Selvfølgelig var der lidt, men ikke i nærheden af vores forventning.
3. maj var der borgermøde på Gudenaadalens Efterskole. Foredragssalen var proppet med gode folk fra byen, en stor del af byrådet, og slagets gang blev ledet af forstander Jesper-Emil samt repræsentanter fra både byrådet og forvaltningen. Emnet for borgermødet var Expeditgrunden. Expeditgrunden har været emne for mange store og små diskussioner i både Ulstrup og i byrådet. Hvordan skal parcellerne vende ift. sollys, hvad med vandafledningen, udtrykket på de almennyttige boliger, fordeling af leje- og ejeboliger og ikke mindst: Hvad med administrationsbygningen eller en bygning til let erhverv?
Forslaget til lokalplanen blev i november sendt til høring, og vi indgav et høringssvar, der matchede den stemning og de forslag, der var ved borgermødet tilbage i maj. Vi venter nu spændt på de første spadestik på Expeditgrunden.
I forlængelse af både kommunens og lokalrådets fokus på området ved Dannebrogspladsen har vi i det forgangne år haft fokus på at lave det til et endnu mere aktivt område for hele byen. Vi tog derfor initiativ til at lave en “Outdoorfestival”. Med en åbningstale af borgmester Lars Storgaard og hjælp fra mange gode kræfter, her kan nævnes Ulstrup Spejderne, Ulstrup Hallerne, DGI, Gudenaadalens Efterskole, Carving by the Castle og Bjerringbro Sportsfiskerforening, fik vi stablet en rigtig god, hyggelig og aktiv dag på benene. Det blev bemærket af lokalpressen, både før, under og efter afholdelsen, og arrangementet fik stor mediedækning. Vi skønnede, at der var omkring 500 deltagere forbi i løbet af de fire timer, som arrangementet varede. Evalueringen var ikke at tage fejl af: Vi gør det igen!
På nuværende tidspunkt er vi allerede i gang med planlægningen, og flere nye aktører har meldt sig på banen.
Udviklingen bliver ved i området ved Dannebrogspladsen. I de oprindelige papirer fra udbygningen og udviklingen ved pladsen var der tiltænkt en sauna. Det projekt har været i bero, da der ikke var økonomi til at færdiggøre det, men i det forgangne år har det været et mål at eksekvere på vores gode tanker og idéer. Og i december kom den længe ventede byggetilladelse. Nu mangler vi de sidste midler, men de er forhåbentlig også lige på trapperne. Det betyder, at vi forhåbentlig kan byde byens borgere til indvielse af saunaen hen i sensommeren 2023. Projektet er i fortsat udvikling, men vi har nu nået slutspurten. Derfor er der stiftet en forening, som i fremtiden skal stå for drift, økonomi og vedligehold. Lokalrådet afslutter naturligvis projektet og overdrager derefter den daglige drift til foreningen “Ulstrup v. Gudenåens Saunalaug”. I det første år vil en af bestyrelsesmedlemmerne fra Lokalrådet være en del af den nystiftede forening for at lave overgangen fra Lokalrådet til “Ulstrup v. Gudenåens Saunalaug” let og overskuelig for den nye bestyrelse.
Igen i år blev Hovedgaden pyntet i december. Grundet situationen med inflation og herunder stigende elpriser måtte vi tænke lidt anderledes end vi før har gjort. Der var lidt færre julelys end der plejer, men i stedet blev der sat 20 juletræer omkring lygtepælene i byens midte – fra Ulstrup Kro og op til Dagli’ Brugsen. Vi inviterede byens daginstitutioner samt nørklerne fra Røde Kors til at pynte træerne. At involvere borgerne og børnene i byens julepynt var en hel ny måde at tænke december på. Også dette blev taget godt imod, og evalueringerne var gode.
Sidste weekend i november, i mens Spejderne var på torvet, inviterede vi til “Kreastue” her i Flottenheim, hvor vi havde besøg af 40 borgere, små som store, til at lave pynt til træerne. Det var også en hyggelig dag, og vores nye tiltag ift. julepynt og Kreastue blev også bragt i lokalpressen.
Vores branding af byen på facebooksiden “Ulstrup ved Gudenåen” har fået mange klik, likes, delinger og visninger. Vi har været aktive med promovering af tiltag i byen. Der er ikke noget, der er for småt til at blive delt. Noget af det, der virkelig får mange eksponeringer på siden er, når vi lægger billeder op fra området. Senest fik et opslag med smukke billeder af snevejret i december 2384 visninger og 543 interaktioner. Det er meget flot. Jeg vil her også nævne vores deltagelse i kommunikationsworkshoppen arrangeret af Ulstrup IF tilbage i efteråret. Fokus var på vores interne kommunikation og samarbejde i byen. Det er godt, men det kan stadig forberedes.
Vi har stadig en masse idéer og tanker….
I det kommende år:
- vil vi fortsat generere nye ideer og input til gavn for Ulstrup og omegn
- vi vil have flere medlemmer i Lokalrådet, der repræsenterer byens alderssammensætning
- vi vil bakke op om Ulstrup Biblioteks mange tiltag – aftenarrangementer, ferieaktiviteter og det kommende brugermøde i denne uge samt mange flere
- vi vil fortsat bakke op om udviklingen af Dannebrogspladsen herunder Ulstrup som biodiversitets by
- vi vil fortsat arbejde aktivt med fondssøgning for at realisere flere planer
- vi vil fortsat arbejde for den udvikling af Trækstien, som har fået en bevilling fra Nordea-fonden på 15 mio. kr.
- vi vil samle byen og afholde et stormøde, når det er muligt
- vi vil fortsat bakke op om byens folkeskole
- vi vil fortsat arbejde med markedsføring af Ulstrup og omegn på “Ulstrup ved Gudenåen” samt udviklingen af vores hjemmesiden
- vi vil fortsat interessere os for Expeditgrunden
- vi vil fortsat arbejde med kortlægning af foreninger og aktiviteter i byen
- og vi vil fortsætte dialogen med kommunen og de lokale politikere
Vores møder har båret præg af drift og logistik, men også visioner og idérige samtaler.
Jeg vil sige en stor tak til at få vores idéer fra tanke til handling. Det kræver tid og lyst til at planlægge, gennemføre og evaluere. En tak for god ro og orden på møderne. Og et evigt positivt gåpåmod hos alle.
En tak til Stine My, som har valgt at træde ud af bestyrelsen, for det gode arbejde.
Og endelig en tak til Favrskov Kommune, vores lokale byrådspolitikere samt alle vores samarbejdspartnere i Ulstrup og omegn.