Beretning
Velkommen til Ulstrup Lokalråds ordinære generalforsamling til mere eller mindre vant dato. Dog har vi til denne generalforsamling ændret rammerne. I aften sidder vi på Ulstrup Bibliotek, hvor vi har fået lov til at holde årets generalforsamling. Vi er blevet inspireret af øvrige små klubber og råd fx strikkeklubber, forældreråd m.v., som vores kære bibliotekar, Christina, fortalte om til årets brugermøde på Ulstrup Bibliotek. Vi vil gerne bakke op om
øget aktivitet på Ulstrup Bibliotek for at skabe synlighed på biblioteket, men også for at “larme” lidt om vores bibliotek.
I det forgangne år har vi haft fokus på de opgaver, som vi kender. Der har været en genkendelighed i mange af opgaverne, og det har været godt. For det skal give mening at være frivillig, og meningen findes nogle gange i det kendte.
Men lad os starte, hvor vi sluttede sidste år. Efter generalforsamlingen konstituerede den nye bestyrelse sig, og med fire nye medlemmer var vi (igen) 10 i bestyrelsen. Jeg blev endnu engang valgt som formand, og derefter startede vi stille og roligt med at forberede vores årshjul.
I april var vi værter ved affaldsindsamlingen i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Der var et stærkt fremmøde. 25 frivillige. Og i alt blev der samlet 60 kg skrald i Ulstrup by. Ulstrup Kro og Dagli Brugsen Ulstrup sponsorerede kaffe og brød til alle, og Ulstrup Bibliotek var behjælpelige med nipnappere. En stor succes.
I juni måned var jeg som formand for Ulstrup Lokalråd inviteret til at holde midsommertalen til Sankt Hans v. Ulstrup Marina. En tale, der handlede om lyse aftener, fællesskaber, livets kontraster og den vigtige, demokratiske samtale. Som måske er mere vigtig nu end nogensinde før.
I august var Lokalrådet igen, og for 3. år, vært ved Outdoorfestival på Dannebrogpladsen. I år var konceptet en smule anderledes, da det var Gudenåkoret, der med fællessang, åbnede festivalen. Herefter var der en kort velkomst ved mig, og derefter blev 60 løbere sendt afsted på enten rundeløb (7, 14 eller 21 km) samt på marathondistancen. Carving by the Castle lavede opvisning, og saunaen var åben med gus til alle interesserede. I år var der også sejlads på Gudenåen v. Ulstrup Marina, og KFUM Spejderne havde helt styr på forplejning og aktiviteter. Af øvrige deltagere var DGI, Favrskov Bibliotekerne, Bjerringbro Dykkerklub, Gudenådalens Efterskole, Bjerringbro Sportsfiskerforening, HB Nielsen, Langå Jagtforening, Bamsebo Camping og Ulstrup Hallerne. Fantastisk opbakning fra de frivillige, og med knap 500 deltagere må det siges at være en succes. Det blev bemærket i lokalpressen, og der blev skrevet flere artikler om vores festival. Vi er vilde med konceptet. Fri entre, fri afprøvning af aktiviteter og dejlig mad og drikke.
I december blev byen pyntet til jul. Der var lys ved broen, på torvet, ved Engvej samt i rundkørslen. Derudover havde Laursen Group igen i år sponsoreret juletræer, som pyntede på lygtepælene langs Hovedgaden. Nørklerne og byens daginstitutioner havde pyntet træerne, og det så så fint ud. Igen en stor succes. I år havde vi fået lavet veste med reflekser på med “Ulstrup Lokalråd” trykt bagpå. Det er meningen, at de skal på, når vi laver noget i byen, for at øge synligheden for lokalrådet.
Vi slutter bestyrelsesåret af med at donere 2500 kr. til Ulstrup IFs indsamling til Ulstrup Hallernes 50 års fødselsdag til marts. Vi synes, det er et godt initiativ, som vi gerne vil bakke op om. Ulstrup Hallerne er et kæmpe aktiv for Ulstrup By, så en kæmpe tak til dem og Dines, for altid at stå klar, når nogen kommer med gode idéer.
Derudover er der også en ansøgning på vej vedr. øget belysning på Dannebrogpladsen, som skal have en tryghedsskabende effekt. Tanken er, at der – især i de mørke måneder – er øget belysning på vejen ned mod åbadet, men samtidig en belysning, som tager højde for flora og fauna. Derudover har vi et håb om, at det også kan have en præventiv effekt.
Vores branding af byen på facebooksiden “Ulstrup ved Gudenåen” har igen fået mange klik, likes, delinger og visninger. Vi har været aktive med promovering af tiltag i byen. Der er ikke noget, der er for småt til at blive delt. Lokale aktiviteter giver likes, og det fortæller den gode historie om Ulstrup By. Vi forsøger at følge med og få lagt billeder/informationer op – før, under eller efter et arrangement. Vores facebookside når langt ud og tiltrækker opmærksomhed.
I det kommende år:
- vil vi fortsat generere nye ideer og input til gavn for Ulstrup og omegn
- vi vil have flere medlemmer i Lokalrådet, der repræsenterer byens alderssammensætning
- vi vil bakke op om Ulstrup Biblioteks mange tiltag – bl.a. foredrag og musik har været på programmet her i 2024 og 2025 er godt i gang
- vi vil fortsat (og igen) bakke op om udviklingen af Dannebrogspladsen herunder Ulstrup som biodiversitets by
- vi vil fortsat arbejde aktivt med fondssøgning for at realisere flere planer
- vi vil fortsat arbejde for udviklingen af Trækstien
- vi vil fortsat bakke op om byens folkeskole
- vi vil fortsat arbejde med markedsføring af Ulstrup og omegn på “Ulstrup ved Gudenåen”
- vi vil stadigvæk interessere os for Expeditgrunden
- vi vil fortsat arbejde med kortlægning af foreninger og aktiviteter i byen herunder afholdelse af affaldsindsamling til april
- og vi vil fortsætte dialogen med kommunen og de lokale politikere
- og vi vil interessere os og kæmpe for Ulstrup, når der til november er kommunalvalg
- og måske bliver næste år året, hvor der for alvor skal ske noget med den skærm, som vi længe har talt om
Vores møder har båret præg af drift og logistik, men også visioner og idérige samtaler.
Jeg vil sige en stor tak til at få vores idéer fra tanke til handling. Det kræver tid og lyst til at planlægge, gennemføre og evaluere. En tak for god ro og orden på møderne. Og et evigt positivt gåpåmod hos alle.
Men…. I dag skal vi også sige en stor tak til to bestyrelsesmedlemmer, som har været en kæmpe gevinst for Ulstrup Lokalråd. Mikkel har været med i dette år og var en stor hjælp i forbindelse med opsætning af julepynt i byen, men han må sande, at det kniber med at få døgnets 24 timer til at række. Vi siger også farvel til Christina Marie, som efter 5 år har valgt at stoppe. Christina Marie har altid bidraget konstruktivt i arbejdet i bestyrelsen, og jeg vil især nævne de par år, hvor vi skulle have en sauna i hus. Uvurderlig arbejdskraft. En stor tak til begge for deres flotte indsats for Ulstrup By.
Jeg selv annoncerede på det konstituerende møde sidste år, at det var sidste år med mig som formand, dog genopstiller jeg som menigt medlem til bestyrelsen. Jeg håber derfor, at vi i ro og mag på førstkommende bestyrelsesmøde kan give formands-faklen videre.
Og endelig en tak til Favrskov Kommune, vores lokale byrådspolitikere samt alle vores samarbejdspartnere og -foreninger i Ulstrup og omegn.
Tak.