Beretning
Velkommen til Ulstrup Lokalråds ordinære generalforsamling til mere eller mindre vant dato og rammer. Den har vi igen glædet os til at afholde.
I det forgangne år har vi haft mange jern i ilden – hvilket har været rigtig fedt og vi har måttet knibe os i armen over, at vi faktisk lykkedes med rigtig mange ting. Igen i år har vi haft et stort fokus på at involvere byens borgere – især ved afholdelse af årets outdoorfestival samt åbning af saunaen ved Gudenåen.
Men lad os starte, hvor vi sluttede sidste år. Efter generalforsamlingen konstituerede den nye bestyrelse sig, og med to nye medlemmer var vi 10 i bestyrelsen. Jeg blev endnu engang valgt som formand, og derefter gik det slag i slag.
Første opgave, vi kastede os over, var pramdragerstenen, der stod foran Gudenådalens Efterskole. I forbindelse med deres imponerende udbygning af efterskolen, skulle stenen, der i 1990’erne blev givet som en gave til byen, placeres et andet sted. Forstander Jesper Emil spurgte Lokalrådet, om vi ville gribe den opgave. 8 måneder senere var alle ansøgninger i hus, stenen blev gravet ned på hjørnet af Teglværksvej, og vi holder fast i Ulstrups kulturarv.
I august var Lokalrådet igen vært ved Outdoorfestival på Dannebrogpladsen. Lars Storgaard bød velkommen, og herefter kunne byens borgere boltre sig med alverdens aktiviteter fra bl.a. naturvejledning, KFUM Spejderne, aktiviteter på vandet og meget andet. Setuppet lignede sidste års. Fri entre, fire timers åbning og fri afprøvning af aktiviteter. En festival, der rummer alle. Desværre var vejrguderne ikke helt med os, men det forhindrede ikke et par hundrede i at kigge forbi. Det var en rigtig hyggelig dag, og forberedelserne til årets festival er allerede i gang.
Forstander på Gudenådalens Efterskole Jesper Emil tog i efteråret kontakt til Lokalrådet vedr. oprettelsen af et kulturnetværk i byen, hvor relevante aktører deltog. Målet er at skabe større og bedre samarbejde på tværs af foreninger, så vi i højere grad spiller hinanden gode og bakker op om lokale tiltag. Netværket mødes igen her i forsommeren, hvor der arbejdes videre.
Men…. det helt store i dette bestyrelsesår må ultimativt være etableringen og åbningen af saunaen ved Gudenåen. Op- og nedture prægede processen. Men det lykkedes – og kun med en enkelt udskydelse. Saunaen blev indviet 30. oktober, hvor byens borgere var inviteret. Ej heller den dag var vejrguderne med os, men ca. 100 borgere var med til indvielsen. En stor tak skal lyde til sponsorerne af saunaen – privatperson Søren Dalby, Danske Bank Fonden, Friluftsrådet, ELRO Fonden og Norlys.
Siden åbningen har der været gang i saunaen. Med faste åbningstider, som er godt besøgt, samt private arrangementer er saunaen varm næsten hver dag.
Foreningen, der blev skabt i processen, er givet videre til UIF, som i dag driver saunaen. Pr dags dato er der ca. 140 medlemmer. Det er meget flot, og det kan vi være stolte af. Det er enormt fantastisk at sidde i saunaen og se ud på åen. Det er et maleri, der ændrer sig fra gang til gang. Og det har til tider været et meget vådt maleri. De seneste par måneder er åen gået over sin bredder, hvilket har betydet, at alle, der ville ned til saunaen fik våde fødder. Og ankler. Og faktisk nåede vandmasserne lige at røre ved saunaen, der ellers er hævet en del over det eksisterende stisystem. Derfor skal saunaen hæves lidt til sommer, men den er bygget til det, så det er i småtingsafdelingen.
I december blev byen pyntet til jul. Der var lys ved broen, på torvet, ved Engvej samt i rundkørslen. Derudover havde Laursen Group sponsoreret juletræer, som pyntede på lygtepælene langs Hovedgaden. Nørklerne og byens daginstitutioner havde pyntet træerne, og det så så fint ud. Igen en stor succes.
Spejderne holdt også, traditionen tro, “Jul på Torvet”. I år var jeg inviteret til at holde årets juletale. Det var jeg meget stolt over at blive spurgt om og sagde selvfølgelig ja. Budskabet i talen var sammenhold. Og jeg kunne nu tænke mig at citere mig selv: “Sammenhold på tværs hører ikke kun december og julen til. Sammenhold er noget af det, der i særdeleshed kendetegner Ulstrup. For et par uger siden sad vi i Ulstrups nye sauna. Varmen var skøn, vandet var koldt. Snakken faldt på Ulstrup, hvortil en af deltagerne, der er tilflytter, sagde “Ulstrup er jo mini-Silkeborg. Der er alt”. Og denne udtalelse står jeg stadig ved.
I det forgangne år har vi fortsat haft et fortrinligt samarbejde med Favrskov Kommune. Dels med projekter og ansøgninger vedr. Dannebrogpladsen, men også ift. et nyt, grønt samarbejde, hvor Lokalrådet er indgået i et partnerskab. Initiativtageren er Ulstrup Marina, der har nogle drømme. Drømme, som bedst realiseres med flere hænder og kræfter. Nøgleordene er udvikling ved marinaen, biodiversitet og rum til læring og fordybelse. Med på holdet er bl.a. GudenåStien, GudenåSamarbejdet, Favrskov Kommune og flere er på vej. Det bliver spændende at se, hvor det ender.
Vores branding af byen på facebooksiden “Ulstrup ved Gudenåen” har fået mange klik, likes, delinger og visninger. Vi har været aktive med promovering af tiltag i byen. Der er ikke noget, der er for småt til at blive delt. Men det er alligevel imponerende, at et opslag kan få 3909 eksponeringer. Det er selvfølgelig opslaget om den kæmpe MGP-succes i Ulstrup Hallerne i februar måned. Lokale aktiviteter giver likes, og det fortæller den gode historie om Ulstrup By.
I det kommende år:
- vil vi fortsat generere nye ideer og input til gavn for Ulstrup og omegn
- vi vil have flere medlemmer i Lokalrådet, der repræsenterer byens alderssammensætning
- vi vil bakke op om Ulstrup Biblioteks mange tiltag – bl.a. foredrag og musik har været på programmet her i starten af 2024
- vi vil fortsat bakke op om udviklingen af Dannebrogspladsen herunder Ulstrup som biodiversitets by
- vi vil fortsat arbejde aktivt med fondssøgning for at realisere flere planer
- vi vil fortsat arbejde for udviklingen af Trækstien
- vi vil fortsat bakke op om byens folkeskole, som lige nu, desværre, har en del elever, der vælger et andet skoletilbud
- vi vil fortsat arbejde med markedsføring af Ulstrup og omegn på “Ulstrup ved Gudenåen” samt udviklingen af vores hjemmesiden
- vi vil fortsat interessere os for Expeditgrunden
- vi vil fortsat arbejde med kortlægning af foreninger og aktiviteter i byen herunder afholdelse af affaldsindsamling d. 13. april samt deltagelse i “Skovens dag” i maj i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening
- og vi vil fortsætte dialogen med kommunen og de lokale politikere
Vores møder har båret præg af drift og logistik, men også visioner og idérige samtaler.
Jeg vil sige en stor tak til at få vores idéer fra tanke til handling. Det kræver tid og lyst til at planlægge, gennemføre og evaluere. En tak for god ro og orden på møderne. Og et evigt positivt gåpåmod hos alle.
Men…. I dag skal vi også sige en stor tak til fire bestyrelsesmedlemmer, som har været en kæmpe gevinst for Ulstrup Lokalråd. Anja er flyttet til Beder, og har derfor valgt at stoppe i Lokalrådet. Carsten, Thorbjørn og Thomas blev medlemmer i Lokalrådet sammen for efterhånden mange år siden. Det er tid til at give stafetten videre, hvorfor denne generalforsamling er den sidste for deres vedkommende. En meget stor tak til alle fire for en flot indsats for Ulstrup by.
Og endelig en tak til Favrskov Kommune, vores lokale byrådspolitikere samt alle vores samarbejdspartnere i Ulstrup og omegn.
Tak.